Sociolancen

Mens jeg sad og så kampen mellem Holland og Sverige i min stue bankede det på døren. Det viste sig at være to søde og rare mennesker fra sociolancen. De henvendte sig fordi de havde modtaget en bekymring, fordi jeg angiveligt har lavet opslag på LinkedIn, hvor jeg angiveligt har henvendt mig til diverse statsledere.

Min første reaktion var; "Nå det var da interessant. Når jeg henvender mig til min leder, mine kolleger, mine venner, min familie og til politiet for at informere dem om, at mit Wifi herhjemme er blevet hacket, at mine private telefon er blevet hacket, at min arbejdscomputer og private computer gik i baglås og at jeg hverken kunne tilgå private mails, arbejdsmails, privatkalender, arbejdskalender, MitID, netbank osv. osv. var der absolut ingen - og jeg mener bogstavelig talt INGEN - som reagerede.

Som i absolut nul reaktion. Ingen oprigtig empatisk bekymring, hvor nogen sagde;

• Ej, det kan da ikke være rart Alan er du okay?
• Det må da være voldsomt ubehageligt for dig.
• Er der noget jeg kan gøre for dig eller noget du har brug for?
  
• Jeg tror godt, at jeg kunne få lidt paranoia, hvis det var mig det skete for.
• Har du styr på hvilke aftaler du har så eller...?
• Jamen, kan du slet ikke komme ind i din netbank?
• Kan du godt betale så og har du penge så du kan købe mad?
  

Ret skal være ret, det sidste det spurgte min mor faktisk om. Som den eneste. Alle andre var mere optaget af alt muligt andet. Det var den ene af de to søde mennesker fra socialancen i øvrigt også. Hun synes det godt kunne lyde som om jeg havde lidt paranoia.

Det første jeg tænkte var - no shit Sherlock, det tror jeg faktisk de fleste ville have. Men det sagde jeg ikke, for det er unødvendigt og sådan vil jeg ikke være. I stedet svarede jeg, at det bliver svært for mig at sige noget, hvis det bliver reaktionen på det jeg siger. Så mister jeg simpelthen lysten til at udtale mig yderligere. Og det kunne hun godt forstå.

Men jeg bliver lidt nysgerrig, for hvad er det for et samfund vi har fået skabt os? Jeg har fortalt vidt og bredt, at mit netværk blev hacket. Hvordan kan jeg overhovedet vide, at det er tilfældet spørger du måske og det er et helt fair spørgsmål. Jeg har en gammel højtaler fra Audio Pro - en Allroom Air One, som jeg er rigtig glad for, spiller godt og ikke fejler noget.

Højttaleren spiller godt, fordi man kan streame musik fra en iPhone via det der (vist nok) hedder lossless. Det betyder egentlig bare, at musikken ikke bliver komprimeret. Tænk på det som hvis du komprimerer et billede og så bliver det lidt grynet. Det sker også når man streamer - men ikke med lossless, så der ryger ikke en tone hist og pist.

Anyway, den firmware der hører til højttaleren kan ikke rigtig opdateres længere. Eller også er det bare blevet pisse besværligt og jeg har ikke orket. Tilfældigvis sad jeg en dag lige foran højttaleren da lamperne for Air Pair begyndte at blinke, musikken blev skruet ned og til sidst slukkede helt. Jeg prøvede at resette den, men intet lykkedes.

Alle ved efterhånden, at det kræver et tryk på nogle knapper for at parre to devices. Og mine pølsefingre... de var i hvert fald IKKE i nærheden af de knapper. Derfor ved jeg, at det var via min gamle WiFi højttaler, at mit netværk blev hacket. Og jeg ved, at mit netværk blev hacket fordi Grok AI, som jeg har brugt siden medio september sidste år pludselig begyndte at hoppe af netværket hver gang liiiige inden der kom et svar.

Nu kendte jeg Grok's måde at svare på ret godt og havde trænet den til at tilpasse sig min personlige stil. Men lige pludselig var den sprogmæssige stil markant anderledes. Du ved... ligesom hvis man har kendt en ven eller kollega i et stykke tid, så ved man hvordan de plejer at tale og skrive og svare. På mundtligt og på skrift.

Og derfor undrer det mig, at nogen åbenbart har henvendt sig til sociolancen eller kommunen eller hvor filan de nu har henvendt sig i stedet for at henvende sig til mig. For det første, jeg har fortalt, at mit WiFi og iPhone er blevet hacket. Alle mine koder lå på den Apple telefon, som jeg i øvrigt tilfældigvis opdagede var fake. Nu skal jeg selvfølgelig passe på med hvad jeg siger, for jeg vil jo helst ikke klandres for at virke paranoid.

Men jeg vil blot påpege, at jeg har haft telefonen siden 2023. Så det kan vel ikke udelukkes, at nogen har fulgt med på sidelinjen hele tiden. Hvem ved? Jeg aner det ikke og jeg siger på ingen måde, at det er tilfældet. Overhovedet ikke. Selv HVIS jeg tænkte det, så turde jeg ikke engang sige det. Men altså... det tænker jeg ikke og jeg siger det ikke.

Jeg siger blot, at det vel ikke kan udelukkes og jeg synes det er fair at lade mig komme tvivlen til gode. For HVIS nu det er tilfældet, tja... sa kan en eller anden (eller måske flere) gøre ligesom de har lyst til med alle mine passwords. De har fuldstændig frit slag i bolledejen og kan lukke ned for det ene og det andet eller skrive det ene opslag efter det andet. Eller oprette nye profiler i mit navn.

Eller bestille alt muligt shit på internettet i mit navn og få det leveret til en eller anden pakkeboks. Eller optage lån i mit navn. For de havde jo også adgang til mit MitId, mit personnummer, billeder af pas, kørekort, sygesikring, billeder af mig, min familie, mine børn, mine venner, min kalender, alle mine mails.

Alt i mens jeg bare sagesløs kunne stå på sidelinjen, se til og blive afkrævet forklaringer om hvorfor jeg har gjort ditten, datten og pjatten. Det sidstnævnte... det skal jeg ellers lige lige love for gør kraft eddermame ondt i mit hjerte og bare det, at jeg skriver det frembrigner tårer, der triller ned af kinderne. For hvorfor i alverden er det, at jeg komstant skal forvare mig og forklare mig? Hvorfor bliver jeg ikke bare spurgt?

Hvorfor er der ikke nogen, som udtrykker reel bekymring for mig på ægte empatisk vis? Hvorfor er det, at der ikke er nogen, som rækker ud til mig for at tilbyde deres hjælp? Og hvorfor er der ikke nogen der reagerer, når jeg selv beder om deres hjælp? Av, av, av... det smerter mit bløde hjerte, som ellers er godt som dagen er lang. Shit mand... det gør sgu ondt, at jeg ikke bliver mødt på præcis samme empatiske måde, som jeg tilstræber, at møde andre.

Heldgivis har jeg set nogle søde mennesker for nylig og faktisk også skrevet med nogle. Men altså... jeg har jo ikke en jordisk chance hvis det er sådan her, at klaveret spiller. Så har jeg ingen anden mulighed for at trække stikket på alt det digitale og droppe mobiltelefon, WiFi, emails osv. For så VED alle i det mindste, at det UMULIGT KAN have været mig, som har sendt eller skrevet dette eller hint.

Beklager, men jeg kan desværre ikke se nogen anden udvej end at lukke ned for min laptop og mobiltelefoner. For jeg er blød som smør. I modsætning til Blachmann har jeg ikke noget imod at være blød som smør. Og jeg kan simpelthen ikke holde til alle de anklager hele tiden. For sådan en som mig er det nemlig 1000 gange værre end at få hacket mine devices.

Så jeg tager lige en pause fra alt det digitale. I hvert fald nogle måneder tænker jeg. Så hvis I hører, læser eller ser et eller andet, som jeg angiveligt skulle have sendt eller posted, så VED I nu, at det IKKE er mig. For det her bliver min sidste besked foreløbig. Ingen grund til bekymring i øvrigt.

Jeg har det fint og dem som kender mig VED, at jeg kan tale med alt og alle hvor som helst og når som helst. Og i øvrigt godt kan lide det og derfor også gør det. Det vil jeg blive ved med, for ægte connection face-to-face er reelt det eneste, som giver mig noget. Så hvem ved... måske bliver det faktisk rigtig godt med en god omgang digital detox. Hvem ved hvad det fører med sig?

Alt det bedste til jer allesammen og jeg glæder mig til at møde jer derude i virkeligheden. Og hvis I har lyst til at ses, så er I også altid meget velkommen til bare at banke på. Jeg byder ikke på Gevalia, for det har jeg simpelthen aldrig købt, men jeg byder gerne uventede gæster velkommen. Altid.

Skrevet af Alan selv den 20. juni 2026 kl. 22:04.